Posted by: kvikbugge | juni 17, 2008

Anmeldelse: gruppe A og B

Vi fik en 6-6-3-3 gruppe og en 9-6-1-1 gruppe.

Det er helt oplagt at vi fik mest underholdning ud af den første. Jeg bryder mig ikke om Portugals attitude, men det er ingen tvivl om at den fodbold og de mål de leverer er seværdige. Og Tjekkiet og Tyrkiet leverede seværdig fodbold i to ud af deres tre kampe (den indbyrdes, samt den mod Portugal). Mit hjerte blødte for de Rosicky-løse tjekker, en gammel flamme, da de kollapsede i kampens sidste kvarter efter godt spil og gode mål, men tyrkerne leverer underholdende fodbold, og jeg glæder mig til en ond kamp mellem dem og Kroatien. Schweiz, som jeg havde store forventninger til – da de jo trods alt var værtsland, havde ikke heldet med sig, og burde nok have klaret uafgjort mod i hvert fald Tyrkiet. At deres sejr over Portugal på Politiken tilskrives en østrigsk dommertrio, siger nok også mere om Politikens Portugal-onani, end om nogen af holdenes præstationer. Den vinkel lægges ikke i andre medier. Alt i alt en spændende gruppe med godkendt spil, næsten 3 mål pr. kamp og to hold som fortjent går videre.

Det forholder sig lidt anderledes med EMs ubetinget svageste gruppe B med blot 10 mål i 6 kampe. Her oplevede vi to hold som absolut ikke var et EM værdigt. Det undrer til stadighed at Polen i kvalifikationsfasen kan drille hold som England op til VM 2006, og senest Portugal og Serbien op til denne turnering. Deres spillere får måske nemmere fri fra de polske, ukrainske, russiske og tjetjenske klubber i løbet af året, som ikke jagter UEFA-sølvtøj, og kan fokusere 100% på kvalifikationen? Deres spil til slutrunderne har i hvert fald været i bedste fald uinspireret. Østrig levede med nød og næppe op til forventningerne om EMs klart dårligste hold (hvis de havde spillet dårligere, ville det ganske enkelt ikke tælle som en slutrundedeltagelse), selvom de spillede sig frem til 4 110% chancer i kampen mod netop Polen.

Tyskland spillede glimrende mod Polen – især Werders Clemens Fritz imponerede med farlige ryk og gode indlæg fra fløjen. Med Kroatien-kampen tog niveauet et dyk, og mod Østrig var deres spil en katastrofe. Og nej – det er ikke Jens’ skyld. Han har faktisk været blandt de eneste tyskere (evt. sammen med Lahm og Podolski) som har holdt niveau. Tyskernes deroute skyldes ikke kun et lidt langsomt forsvar, men en midtbane som ikke hang sammen, og et angreb hvor Mario Gomez spillede så dårligt at det ville have været bedre om tyskerne havde spillet med 10 mand. Han lokkede Klose og Ballack til at spille bolden til ham hvorefter han – hvis han ikke lige var i tyk offsideposition – skød den ud over baglinjen eller til en østrigsk forsvarsspiller. Mod en hvilken som helst af de andre 14 EM-nationer var Tyskland blevet tævet.

Kroatien er det rigtige vinderhold af denne skuffende gruppe, men de har vist at de ikke rigtig gider spille fodbold med mindre det er mod gode hold. Lad os håbe at de anser tyrkerne for en værdig modstander – om ikke andet så af historiske grunde. Begge hold kan spille besnærende, men av, av, av, det kan blive en grum kamp. Både på og uden for banen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: