Posted by: kvikbugge | juni 21, 2008

Anmeldelse gruppe C og D

Så splintredes den franske trup. Skinneben, udvisninger, og aldrende spillere går hver til sit. Jeg kan ikke lade være med at synes at det var de to rigtige hold som trak sig sejrrigt ud af dødens pulje c. Allerede efter den første kamp var det tydeligt at Italien og Holland arbejdede hårdere, ville mere, og først og fremmest spillede fodbold og scorede mål. Gruppen var EMs ubetinget hårdeste, og derfor kan det glæde at der blev scoret så mange mål, og holdene (især selvfølgelig Holland og Italien, men også Frankrig i deres kamp mod Holland) turde komme ud af busken og spille fremadrettet. 

Med helt vanvittige mål (Robbens og Sneijders især) og en fantastisk kollektiv indsats har Holland vist at det kan gå hele vejen. Men lad os ikke glemme, at de hidtil har haft heldet på deres side. Både Frankrig og Italien kunne sagtens have bragt sig foran i deres indbyrdes kampe, og vi har endnu ikke set om hollænderne kan kæmpe sig tilbage på tyrkisk manér. Jeg håber de kan: De har stadig en del held til gode efter deres exit i de tidligere slutrunder: Især 2000, 1998 og 1994 var ren uheld. 

Italien må også snart have kæmpet klicheen om den defensive spillestil af sig. De ‘kyniske’ og ‘1-0 spillende’ italienere er sidst set ved EM 2000, og jeg synes at holdet virker langt mere fodboldglad end fx… tjaa, hvem skal vi finde på? Nåh jo: Frankrig og Rumænien! Og Kroatien. Og England. 

Gruppe D endte som mabuggunnop havde forudset med sejr til Spanien efterfulgt af de genfødte russere. Og de virkede virkelig genfødte i deres kamp mod svenskerne. Måske på en billig baggrund. Lars Lagerbäck havde inden kampen afvist at svenskerne ville spille på uafgjort, men det virkede nærmest som om de spillede efter nederlag. Det skal ikke ændre på at Arshavin og verdens mest offensive venstreback, Zhirkov, spillede brilliant fodbold. (Tak til daszimmer fra den danske Fulham-blog for denne betragtning) Arshavin var forskellen på et jævnt og et godt hold, og lad os håbe, at han lægger sig med en mild forkølelse til kvartfinalen mod Oranje. 

Note: Målgennemsnittet efter gruppespillet 2.38 – mest trukket ned af Kroatiens gruppe. Lidt dårligere end i 2004, hvor grækerne naturligvis var de store skurke.


Leave a response

Your response:

Kategorier