Mabuggunnop vil i løbet af turneringen skrive om kampe, stillinger, hvad vi kan lide at se, hvad vi ikke kan lide at se til EM. Forhåbentlig vil denne blog fungere som diskussionsforum, hvor fans af de regerende mestre - og non-fodbold generelt – kan diskutere med Arsenal-entusiaster og andre som godt kan lide spillet (og ikke bare resultaterne), om taktik, teknik og talenter. Idag åbner vi diskussionen om med spørgsmålet: Skal EM2008 have en bedre vinder end sidste gang? Det synes vi den skal.
En af de to spillere som Arsenal-fans ikke kommer til at se i denne omgang var efter min mening EM2004s bedste spiller. På det bedste hold. Efter at have vundet turneringens hårdeste gruppe suverænt og tævet Danmark i kvartfinalen manglede tjekkerne heldet, da det gjaldt. Man kunne have taget et hvilket som helst mål væk fra tjekkerne i en af kampene mod Holland, Tyskland (hvor de iøvrigt spillede med et reservehold, men vandt alligevel), Letland eller Danmark. De ville stadig have nået semifinalen. Med grækerne forholdt det sig omvendt. De scorede kun liiige de mål de skulle bruge. Fjern et hvilket som helst af deres mål i det indledende gruppespil (selv deres reduceringsmål i nederlaget mod Rusland), og de var ikke gået videre til deres 1-0 kavalkade. Jeg græd da EMs bedste 10-mands forsvar vandt semifinalen på en dødboldsituation efter spil til ét mål i 120 minutter. Kampens tre chancer: Rosicky helflugter på overliggeren, Rosicky spiller sig gennem græskarernes midterforsvar men Koller brænder, og så til sidst… Nå – lad os ikke dvæle ved det. Fokusér på nutiden.
Dette EM får forhåbentlig et bedre vinderhold. Jeg har lært ikke at sige mere fortjent, selv om man mener det, for så er der bare en hel masse tidligere trænere for jydske 1. divisionshold som med det samme popper op på DR og siger: ”Dee ett not som hejjer ufortjent”, “man kan ett diskutere me æ resultat”, eller min yndlings: ”Det eneste der tælle, det’ om den der lille runnn der, den kommer ind over æ streg”.
Så OK – et bedre vinderhold, som viser at det kan betale sig at spille flot fodbold. Og hvem ved? Måske bliver det Grækenland igen? Vi er nemlig ikke så lave, at vi bærer nag. Men formodentlig ikke.
I det mindste holdt græskarne Portugal fra at vinde. Tænk på hvor ulækkert det havde været. Hup Holland.
By: noppen on juni 5, 2008
at 2:35 pm