Posted by: kvikbugge | marts 27, 2008

Obama = fornuft, pragmatisme, dømmekraft

Har jeg ikke glemt “håb, drømme, luftkasteller”? ville den interesserede læser spørge. Måske. Vi laver en lille quiz:

Hvilken præsidentkandidat mener at USAs 160000 tropper (som faktisk holder volden i Bagdad på et niveau som tillader forhandlinger) skal ud af Irak på 60 dage? Se svaret her.

Hvilken præsidentkandidat bøjede sine principper, krøb helt bogstaveligt til korset og omfavnede Jerry Falwell (må Gud have nåde for hans sjæl), priste hans vigtige oplysningsarbejde (blandt andet, at bøsser og aborttilhængere havde skyld i 11. september) på dennes “universitet” ?

Nå, ikke Obama? OK, vi har nu etableret at manden ikke er idiot. Men træerne vokser nok heller ikke ind i himlen.

Obama er uerfaren og efter eget udsagn ikke god til papirnusseri. Men formentlig bliver hans største problem som politiker at han ikke vil kunne bibeholde sit image som ren fornyer ret længe. Når han trækker i arbejdstøjet og træffer svære beslutninger, vil han blive en politiker som alle andre og spørgsmålet bliver da om hans image vil kunne klare det. Der venter mange problemer forude, og jeg tror han overvurderer sine evner. Politiken og mange andre medier overvurderer også hans tidligere bedrifter en smule når de skriver at han stemte mod krigen i Irak. Jeg kan oplyse at han ikke sad i Senatet dengang, og derfor ikke afgav stemme. Men det er godt med lidt selvtillid, når man står overfor problemer af den art som den næste amerikanske præsident gør. For Mabuggunnop ser det ud som om økonomien og udenrigspolitikken er dér, hvor kampene skal stå.

Nummer 1: Den dybt forgældede og aldeles virkelighedsfjerne, men samtidig meget erfarne nuværende amerikanske regering har ført en who-me-worry økonomisk politik som kommer til at blive svær at rette op på. Enhver løsning, som samtidig skal give plads til Obamas plan om at reformere sundhedssystemet, kommer til at gøre ondt. Også på hans image. Her gælder det for Obama om at spille med så åbne kort han kan over for vælgerne, samtidig med at han må holde sig gode venner med the establishment i det demokratiske parti. For reformerne kommer til at have svært ved at passere den amerikanske kongres, selv hvis den fortsat er demokratisk kontrolleret.

Nummer 2: rette op på USAs katastrofale diplomatiske indsatser i de sidste 8 år. Virkelighedsfjern er ikke længere et dækkende ord for Bush og co. Vi må svinge os op på realitetsløs eller religiøst inspireret. Her er der mange point at hente for en Obama-regering, fordi udlandske diplomater og regeringschefer vil være så lettede over at slippe af med Bush, at Obama vil kunne lægge en hård, pragmatisk linje og samtidig fremstå som en fredsdue i sammenligning. Men igen er det vigtigt at han holder igen. Han må ikke blive skubbet over i det realitetsløse happy-go-lucky udenrigspolitik, selv hvis Hillary skulle få held med sine udgydelser om hurtig tilbagetrækning fra Irak.


Leave a response

Your response:

Kategorier