Så er organisationen for den islamiske konference (OIC) igen ude med et forsøg på at institutionalisere forbuddet mod at håne religioner. Ytringsfrihed og religionsfornærmelse er uforenelige hedder det sig. Når man håner en religion, skader man den troende, og det går ud over hans ret til at praktisere sin religion. Selv om udtalelsen ikke er ligeså meningsløs som den klinger i de fleste danske øren, er det helt uomtvisteligt at klaveret (det internationale) bare overhovedet ikke spiller på den måde. De islamiske lande har et stort arbejde foran sig i form af interne reformer, og en del af dette arbejde kommer til at gå ud på at lære at leve med, at hvad der kan opfattes krænkende kan være nødvendigt og produktivt. Det arbejde skal vi hjælpe dem med.

Et skridt på vejen vil være at indgå i dialog med OIC. Vi kan ikke forkaste 57 landes enstemmige erklæring som et produkt af uvidenhed og arrogance. Så ville det være os som ikke forstod hvordan klaveret spillede. Vi kan heller ikke indlade os på en totalboykot af den islamiske verden (? Vi afventer en brugsanvisning til sådan én fra DF) Eller vi kunne måske godt, men det ville nok hjælpe ligeså meget på vores fælles problem som muren i Israel hjælper fredsprocessen. Dvs. ikke. Hvis ikke man har kontakt, lever man ikke med hinanden: man lever på trods af hinanden. Og det er ikke langtidsholdbart.

Vi bliver som danskere og europæere nødt til at indse at også vi har et problem. Det er ikke bare civilisation vs. hulemænd som i 300. Det er måske mere alien vs. predator, og jo før at vi indser splinten i eget øje, bliver det nemmere at påpege bjælken i de andres. Vi kan eller bør ikke forhindre eller straffe Kurt Westergaard eller (uden sammenligning i øvrigt) Geert Wilders. Men vi kan godt tage afstand fra det. Vi kan godt sige: Dette er ikke ytringsfriheden. Dette er ytringsfrihedens pris.

Med denne indstilling, kan vi indgå i dialog med OIC, og så høfligt - men bestemt - afvise OICs erklæring, ved at samarbejde om en fælles erklæring som kan tilfredsstille begge parter. Hvis vi er rigtig heldige, kan vi (ved at tage luften af den opblæste religiøse ballon) forsøge at afsløre OIC-erklæringen som det den er: Et forsøg på at aflede opmærksomheden fra regimernes egne problemer. Noget helt andet er, at mange OIC-lande, heriblandt SaudiArabien, Afghanistan, Syrien, Iran og Libyen langt fra lever op til egne standarder, når det gælder andre religioner end deres egen. Andre religioner er forbudt mange af disse steder, og satire, især over for den jødiske religion, er hverdag i landenes (endda statskontrollerede) medier. Og nej, det er ikke kun kritik af Israels politik.

Forleden mødte jeg her i Marokko en jeg køber mig til succes ManU-fan. Han triumferede over at de havde overhalet os i ligaen og over Ronaldos scoringskurve. Jeg skulle til at stille mig meget aggressivt an. Lad os bare sige det sådan. Men jeg holdt hovedet koldt, og sagde at jeg var villig til at indrømme at ManU lå på førstepladsen, at intet var afgjort endnu og alle mulige andre selvfølgeligheder, og det producerede det ønskede resultat: samtalen sluttede af med, at han indrømmede at Wenger var den bedste træner i Premier League, at Gunners hold var kvali og hans eget mest kvanti, og at han bare var ManUre fordi han kom fra Manchester. I stedet for at være principrytter, vandt jeg ham en lille smule over fra den mørke side. Det samme kan vi gøre med OIC.