En ganske normal dag i Rabat. Osen er ved at gå dig på nerverne. Taxaerne stopper ikke selvom de kun har passagerer på forsædet og der sagtens er plads til dig. Slagterne har siesta hele dagen. Og den ret du har tænkt dig at lave til alle dine venner (lammeskank) fås bare ikke i supermarkedet.

Du dropper projektet og hopper ud til din medblogger. Jeg stikker fingeren i vejret og udstøder et råb af en slags. Den lille blå Fiat årgang 1990 er lige ved at køre forbi uden at se mig og jeg har indstillet mig på at vente de ca. 2 minutter indtil den næste vil dukke op. Men pludselig hugger han bremserne i og sætter nødblinket på. Det sidste er for at mindske sandsynligheden for at den bus som kører lige bag ham ødelægger hans business i den næste månedstid. Det er lige ved. Bussen dytter, som sig hør og bør, men ødelægger ikke business. Jeg slentrer hen og tager min plads.

Vi er næsten fremme. Min chauffør, Amin, konverserer og gør god brug af de 4 gloser han kan på fransk. “Tout droit”, “droite”, “gauche”, og “ici, c’est bon”. Jeg er endnu ikke gået til bekendelse om den manglende lammeskank, men tænker med fortrøstning på at vi altid kan snuppe nogle fritter og en kebab fra en berber på hjørnet. Før vi måske drikker en pilsner eller to. Og gæsterne klarer sig også nok uden. Hov! Vi bliver ramt. En tør lyd, men det lyder egentlig også meget dagligdags. En personbil har overhalet, selvom vi står og bliker til venstre i et kryds. Amin stirrer et øjeblik vantro på sit ødelagte sidespejl. Vores blik søger synderen. Dér, 100 meter forude står den sorte honda og blinker til venstre i de modkørendes kørebane. Jeg skal til at kondolere med et “ici, c’est bon”, men så tager fanden ved ham. Fra 0-60 km/t på 100 m og så følger vi ellers efter hondaen i et par kilometer med hornet og det lange lys på indtil de endelig stopper.

Amin får 100 MAD (65 kr.) for sit sidespejl og et par håndører ekstra af mig, før han elokvent afslutter vores bekendtskab med et “ca suffit”.