Det er dagen efter en skuffende Gunnerspræstation, og vi har alle flere forskellige slags tømmermænd. Og så er det selvfølgelig også idag hvor man bliver vækket af sin rengøringsdame, mens man ligger nøgen under sin dyne og har sovet over sig. “Vou n’a pa travail aujourd’hui?” moser hun på vej ind af døren, og man svarer ved at iføre sig sin dyne og gå ud for at barbere sig. “Ca suffit”, filosoferer hun. Resigneret. Det går nok. Morgenhåret (som jeg er lidt stolt af – har ikke haft lang nok hår til det siden jeg blev kronraget i januar) og den krøllede skjorte kan jo komme på mode igen lige så snart det kan være. Rengøringsdamen fortæller det nok ikke til nogen man kender, for hun kan ikke fransk. Tilbage til Gunners.

Der er kun en ting som er mere frustrerende som at se en fodboldkamp med Wigan Athletic. Vi snakker en hjemmekamp på deres usle plæne. Uden mål. På et 3″ billede. På en bærbar. Kun én ting: Ikke at se den. At have øjnene fast klistret til de 4×6 cm, mens billedet af en Wigan-spillers røv fryser fast, og først 24 sek. senere afløses af et billede af publikum, som ligeledes fryser. Kinesisk kommentator afbrudt af suk og forbandelser fra min samblogger. Og ligeledes kun én formildende omstændighed: bajere.